Center for Historisk Musik

CHM: C’EST MOl!

ET HELT PRIVAT TILBAGEBLIK

af Claus A. Jarløv

Formand for næsten 30 år siden

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om, hvad jeg husker fra “min tid” i CHM. Det har været en glæde at gøre. Her får du, kære læser, fragmenter fra en tid, som bestemt forlængede mine universitetsstudier og også fastholdt mig i en tilstand af personlig uafhængighed og måske uansvarlighed. En tid som lærte mig kolossalt meget om andre mennesker og – ikke mindst – det, jeg også den gang brændte for: musikken.

Læs dette som et antal aldeles uvidenskabelige, arrogante og selvsmagende tableauer, hvor nøjagtig tidsfæstelse er umulig og hvor udeladelser er resultatet af forglemmelser, uvidenhed eller fortrængninger. Billeder fra en svunden tid har det med at blive fortegnet og sløret: det gælder også disse. Men en ting slog mig: det er sandelig længe siden! Teksten her er en bearbejdning af mit bidrag til CHMs skrift i anledning af foreningens 25 år jubilæum.

Hvordan det begyndte pour moi
For mig begyndte det vel med min fars passion for musikken, et beskedent og privat menneskes reaktion på et stressende arbejdsliv, som vel slet ikke passede hans natur. Han havde det med at høre den samme musik igen og igen, en art terapeutisk besættelse: En Nonesuch plade med sonater af CPE Bach, spillet af min senere fløjtehelt Jean Pierre Rampal, en plade som min mor i sin hjertens godhed havde bestilt gennem Søndags BT. Pladen drev mig til vanvid – jeg var mest til Cream, the Doors og John Lee Hooker. Det var i den tid, hvor Leif Panduro var landskendt som forfatter til en række TV -spil. Han må have haft en god musiksmag, for jeg husker hvilket indtryk, det gjorde på mig, da der af en eller grund 1ød en dårende dejlig obosolo fra et af de utallige middelklassehjem, som Panduro så fremragende skildrede. Jeg kiggede efter i mine forældres pladesamling – og jo, minsandten om ikke selvsamme Albinoni-koncert i d-mol var at finde i en I Musici indspilning fra midten af 50erne – det smukke hessianomtrukne pladecover med situationsbilleder af cigaretrygende musikere i hvid smoking, la dolce vita, et cembalo lavet i nøddebrun møbelplade etc.

Jeg lyttede og glemte at løfte pickuppen på familiens Linnet&Laursen teaktræsfjernsyn med indbygget stereogrammofon (med mulighed for at spille ikke-eksisterende danseplader med 16 omdrejninger i minuttet i stedet for de almindelige 33) og FM radio. Ud tonede Vivaldis violinkoncert i e-mol- II Favorito – og så var jeg solgt til II Prete Rosso, et navn jeg fandt yderst passende til Vivaldi og mine egne politiske dagdrømmerier. Jeg, 17 år, var nu parat til det, der skulle blive min lidenskab for barokmusikken i almindelighed og ham venetianeren i særdeleshed.

Jeg fik endda lyst til at lære at spille blokfløjte og modtog i julegave en Öbra altblokfløjte med barokgreb og dobbeltboring. Og jeg gennemtæskede det dertil hørende øvehæfte flere timer hver dag, begyndte at spille sammen med min gode skolekammerat, der var en habil guitarspiller. Vi brugte et halvt år på førstesatsen af Loillets sonate i a-mol, med øvning stort set hver aften!

Jeg flyttede hjemmefra, fik ved diverse kontakter mulighed for en lejlighed på det “mørke” Nørrebro, med WC på gangen og ulåste døre. Slumromantik fra en svunden tid. På et tidspunkt flyttede en stilfærdig, mørkhåret pige ind. Hun var en fantastisk pianist, og vi begyndte at spille sammen. Meget lærerigt, men lyden var ganske klart helt forkert. Jeg overvejede at sætte tegnestifter i hamrene på hendes nydelige Andreas Christensen, men afholdt mig klogeligt herfra. Hun skulle have et cembalo, skulle hun.

Den unge pige havde fundet ud, at man kunne købe et byggesæt, så man selv kunne kreere et instrument. Jeg tilbød at hjælpe med at bygge det, og efter mange timers “blandede oplevelser” i den unge piges soveværelse, stod et italiensk virginal klar til brug. Pigen var på højskole kvindehøjskolen, naturligvis – så jeg kæmpede en brav kamp med at få det færdigt, til hun kom hjem. Først senere fandt jeg ud af, at mine interesser i projektet rakte en del videre end det lille spinet…

Byggeriet bragte mig i kontakt med en stor og meget langhåret mand, der lignede en skøn blanding af Che Guevara og Johannes Brahms. Han hed hverken Johannes eller Che, men Henrik Bøggild. Hans gæstfrihed, hjælpsomhed og ikke mindst hans interesse for og viden om den italienske musik udviklede sig til et langt og varmt venskab. Og til min første kontakt med Center for Historisk Musik. Nu blev jeg indført i artikulation, instrumenternes særegne krav og blev klar over, at der var en verden uden for Engelsk Institut på Københavns Universitet.

Livet i Krogsgade
Min kontakt til ham den store mand med det milde sind og det fremragende cuisine blev en alvorlig trussel mod min akademiske karriere. Jeg blev nemlig ansat som assistent på hans cembaloværksted og bidrog med flid og ikke så meget håndelag til adskillige instrumenters tilblivelse.

Lad os lige få geografien på plads:
Klos op ad værkstedet lå Bøggild & Metz musikforretningen, der solgte noder med al den gamle musik. Forretningen blev styret af en lyshåret mand, der yndede at spille Rossini – ouverturer på et gammelt klaver i bagbutikken, hvis han da ikke sad og spillede på sin gambe. Han hedder Jens Egeberg, en mand med stor musikalitet og sans for system og fordybelse. Det nyder Det Kongelige Bibliotek godt af i dag. For ikke at klaverspillet skulle blive unødigt forstyrret af kunder i butikken, ansatte man en assistent: en mørkhåret ung pige, der var begyndt at tage undervisning i cembalospil og “rigtig” generalbas.

Over værkstedet og musikforretningen boede min cembaloarbejdsgiver, hvilket betød, at min aktionsradius i meget høj grad var begrænset til ca. 8 1/2 m. Tæt opad værkstedets anden væg lå nemlig et lokale, hvis ædle duft af en gammel kælders fine mycelier, jeg stadig fornemmer. Dette skulle blive foreningens samlingspunkt. Faktisk var musikken, menneskene og lokalet der, før selve foreningen formelt blev etableret. CHM var allerede da blevet lidt af en livsstil for mange, både professionelle og amatører. Ikke mærkeligt at man kunne opfattes som en meget sluttet kreds af barokfanatikere med “Trillen von Oben und viele Rouladen”, altid parat med et citat fra Quantz’s bog om fløjtespillets vanskelige kunst eller om nu Kirnberger eller Werkmeister havde fundet den bedste stemning til cembaloet.

Ved foreningens stiftende generalforsamling stillede jeg – til manges store overraskelse og enkeltes ditto fortrydelse – op til bestyrelsen. En tid med mange møder og med en stedse bedre indsigt i professionelle musikeres vilkår var indledt. Og med ensembler som The English Concert (ledet af en meget tynd og bleg Trevor Pinnock), der tillod sig at spille De Fire Årstider med forsiringer, Concentus Musicus med Watermusic, hvor man tilsyneladende havde fyldt vand i hornene for at få det til at lyde så besynderligt som muligt. Og et mylder af mennesker, der med større og mindre held forsøgte sig med traversi, blokfløjter, fedel, gambe og meget mere. De fleste var vel ikke så fremragende, men ikke desto mindre var der nogle, som mere end antydede international klasse: en traversspillende Toke Lund Christiansen, solofløjtenist fra Radiosymfonikerne, en også dengang beåndet cembalist Jesper Christensen – nu generalbas-guru i Basel og en fremragende barokcellist, – Charlotte Lund Christiansen – som ikke blot var en dygtig musiker men også satte sit umiskendelige præg på hele miljøet med sin stærke personlighed osv. Jo, der var bestemt mulighed for at få indtryk af, hvordan det kunne lyde.

Jeg skal ikke trætte dig, kære læser, med flere detaljer, kun indføre dig i arrangementer, der i hvert fald for mig star som milepæle i CHMs og mine unge år.
Også dengang talte vi om, hvad der var så betagende ved at spille på originalinstrumenter. Var det af “hø-hø-det-er-vel-nok -morsomt-grunde”, var det klangen, artikulationen, æstetikken eller bare fordi det var gammelt? Og hvad med selve musikken? Hvis den skulle spilles på egne præmisser, skulle den vel også høres på sine betingelser? Hvad med at lave et traktørarrangement med mad og drikke og musik som et element i et større hele? En af os havde set i et værk af en vis Roger North, der var kendt for “The Musicall Grammarian fra 1728″. Han beskrev, hvorledes musikken kunne folde sig ud alt imens publikums øvrige sanser også blev stimuleret. Det var jo før de snorlige stolerækkers tid med indprogrammeret applaus (”endelig ikke mellem satserne .. “).

Vi ville genskabe et sådant miljø, hvor man kunne få sig lidt at spise og drikke og komme og gå som man ville. Roger North blev realitet, først i stilige omgivelser på konservatoriet og på Borups Højskole med hel og halvprofessionelle musikere, siden i Brumlebys forsamlingshus, hvor arrangementerne fik den noget mere rustikke betegnelse ”kostaldskoncerterne”. Her kunne enhver komme og mærke suset ved at spille for andre. Her var det tilladt publikum at tale sammen, når musikken var lidt tynd. Man skulle nok tie stille på “de store steder”. Publikum kom på en virkelig prøve. Ikke kun pga. den naturligt varierende kvalitet, men også det, at man ikke behøvede at sidde aldeles passivt hen og tillægge musikken kvaliteter, som den maske aldrig var tiltænkt. For ikke at det hele skulle ende i blokfløjter og krumhorn, havde vi indlagt mindst ét nummer, der skulle være noget specielt. Nogen gange lige lovlig specielt, måske.

Et eksempel var en opførelse af Marin Marais’ ”Tableau de I’ operation de la taille” Galdestensoperationen – hvor sologamben blev akkompagneret af et større kirurgisk indgreb på en sagesløs frivillig – der udveksledes enkelte bekymrede blikke. Ved en anden lejlighed havde vi angiveligt inviteret Luciano Pavarottis bror til at synge for os. Ind kom Marianne Rørholm forklædt som mand og sang “La donna e mobile”, så taget nærmest blæste. af. En anden gang foredrog multiinstrumentalisten og tidens største danske kontratenor Jørn Jørkov sigøjnerskens store arie i Troubaduren, akkompagneret at et lille barokorkester. En mere skrækindjagende dramatisk fremførelse kan jeg ikke mindes. Ellers kunne vi arrangere cembalisternes Formel 1: To mesterspillere skulle spille et stykke på tid prima vista. De kom begge i mål med få hundrededele sekunds forskel. Stykket var i C-dur. Herefter blev kombattanterne bedt om at spille samme stykke i Cis-dur. Fantastisk at overvære hvor elegant man kan transponere uden at tempoet bliver væsentligt reduceret. Men der blev kåret en vinder under megen jubel.

Koncerter
CHM stod også som arrangør af mere professionelt orienterede koncerter: oboisten Michel Piguet, som dengang var en af de få der kunne spille rent og smukt på en barokobo. Jeg fik et godt indtryk af det pres, en solist føler før en koncert. Monsieur Piguet insisterede nemlig på at spille koncerten uden noder. Problemet var imidlertid, at som koncerten kom ættere pa, kunne solisten fa anfægtelser om sin hukommelse. Da han boede hos os, mens han var her i landet første gang, kunne vi på tæt hold iagttage en person, der blev mere og mere tavs og fjern i blikket indtil selve koncerten.

Cembalisten John Hamilton spillede også uden noder på sit smukke cembalo, selv da han gav koncert med de vanskelige Goldbergvariationer. Koncerten blev meget lang, til gengæld fik vi anskuelsesundervisning i, hvor kompliceret Bachs musik er. Og hvor svær den er at huske når det virkelig gælder.

Kontratenoren Kevin Smith kom på besøg og formåede med sin charme og “ufimsede” adfærd at få omvendt mange skeptikere. Husk, det var før megastjerner som Andreas Scholl, David Daniels og Philippe Jarouski.

Føromtalte Trevor Pinnock gav solokoncert i en semi-komatøs tilstand af influenza og stemmesvigt. Skønt allerede en feteret stjerne var han herligt uformel og lod sig gerne traktere i vores mugne kælder.

Disse – og mange flere – koncerter var naturligvis en økonomisk bet, som aldrig kunne være blevet til noget, hvis ikke gæster og arrangører (herunder medmusikere) stort set spillede uden honorar og gerne sov på sofaen i stuen. Der var i høj grad en art pionerånd over disse arrangementer.

CHM-bladet
I de tidligste år så vores elskede blad anderledes ud end nu. Vi arbejdede fx aldrig med deadlines, idet alle artikler blev på forfattet på redaktionsmøderne. Det bar de naturligvis ofte præg af. Ingredienserne på redaktionsmøderne var en gruppe mennesker i en dejlig lejlighed beboet af et uhyre gæstfrit par, nemlig føromtalte traversospiller og barokcellist, ofte med lidt vin og mad og frem for alt dejligt samvær. Det kan givetvis ses i enkelte af publikationerne. Sidst men ikke mindst, symbolet på, at CHM trods hangen til gamle instrumenter ikke var helt bagud med højteknologien: en elektrisk skrivemaskine, som udgjorde redaktionens sætteri sammen med saks og tape. De første numre af CHM-bladet lignede et skoleblad med referencer og vittigheder, der var så indforståede, at forfatterne selv knap forstod dem. Men her kommer så det lumske: det var nemlig ikke alt sammen det rene pjat ind imellem forfattedes dybt seriøse og ganske visionære småartikler, helt afhængigt af, hvem der var tilstede på de redaktionelle aftener. Når bladet var trykt, blev det i al diskretion mangfoldiggjort på en eller anden offentligt finansieret kopimaskine et eller andet sted. Jo, det var tider med fornemmelser for undergrundsvirksomhed.

Jens, den lyshårede med gamben og klaverspillet, fik den glimrende ide at formidle det musikalske stof gennem et af tidens hotteste medier: kassettebåndet. Båndjournalen kom til verden. Her blev musikken nærmest indspillet på de redaktionelle møder, optaget på en venlig sjæls Revox G36, til tider af personer, der i dag har stjernestatus i musikverden, herunder ikke mindst en ilter Lars Ulrik Mortensen. Med en patos der kunne være Statsradiofonien i fyrrerne værdig, blev værker gennemgået, interviews gennemført, der blev klippet bånd og trykt papomslag osv. Alt sammen ganske overvældende arbejdskrævende, og meget lærerigt.

Amatører og professionelle
Se, kære læser, nu kunne man forledes til at tro, at CHMs kerne beskæftigede sig med sagen på fuld tid. Og det er netop tilfældet. CHM var blevet mere end en hobby, der drev en studerende væk fra dydens rette vej, men også bidrog til en dannelse, som ikke sådan er til at børste af.

Noget der også dengang imponerede mig, var at det ikke kun var os studerende – de frie uansvarlige men også en lang række “færdige” musikere og andre, der var forpligtet andre steder (fx arbejde), der brugte en stor del al deres fritid på og i livet omkring CHM. Det kunne vel ikke fortsætte i det lange løb. Jeg nævnte, at hende den stilfærdige mørkhårede pige måske indvarslede mere end blot et spinet og nogle blokfløjtesonater. Jeg begyndte at spille traversfløjte, forelskede mig i, ja gæt hvem, afsluttede mine studier, og kort efter kastede jeg mig ud i de skønne forpligtelser, det er at stifte familie og eget firma. Med hende den dengang mørkhårede – nu med elegante grå striber – Hannah.

Pludselig var der ikke plads til CHM, slet ikke. Det kom til et ganske abrupt brud, hvor alting gled i baggrunden, bortset fra barn, børn og bemeldte firma. Der gik da heller ikke lang tid, før savnet meldte sig: fløjtespillet, det sociale overskud var blevet skudt i baggrunden. Min hustru spillede i perioder fortsat cembalo i forskellige sammenhænge, hvilket yderligere satte mit eget musikalske savn i perspektiv.

Der skulle gå en del år, før situationen tillod, at aktiviteterne kunne genoptages. Jeg kunne se, at bladet nød godt af tekstbehandlingen, og at ens fravær ikke betød foreningens undergang, måske snarere tværtimod. Jeg sneg mig hen til en kostaldskoncert, hvor køerne var blevet erstattet af engle: jeg var med til en englesal! Og tænk, der var flere fra “gamle” dage, dog lidt mindre hårfagre og i mere grå toner. Hvor barokken tidligere var dominerende, syntes det nu at være renæssancen der var fremherskende. Stemningen blidere maske, mindre rå – og meget få under 30. En stemningsfuld gallamiddag med dans og fællesmusik var for nylig et højdepunkt, hvor CHM i flere timer viste sig som et levedygtigt væsen. En god oplevelse.

Men hvad med pionerånden? Opførelsespraksis er ikke længere undergravende kætteri i den etablerede musikverden. Harnoncourt, Hogwood, Gardiner, Koopman og Alessandrini leder fortsat ensembler med originalinstrumenter. Men samtidig dirigerer de “moderne” orkestre, som har taget væsentlige dele af det vi higede om til sig: at finde en spillestil, der er loyal mod musikkens intentioner. Dirigenten Adam Fischer anbefaler alle professionelle musikere at mestre et originalinstrument, så de bedre kan forstå komponistens hensigter og lade de gamle instrumenter inspirere spillet på de moderne efterkommere. Der er ikke længere en skarp territorial afgrænsning mellem “historisk” og “moderne”. I dag mønstrer Storbritannien en snes fuldblods “Orchestras playing on period instruments”, hvor spændvidden er øget fra tidlig barok til sen romantik. Italienerne danner et mylder af grupper, der spiller Vivaldi, som han måske selv har lydt. HIP – historically informed performances – har beriget den etablerede musikverden, fra Radiounderholdningsorkestret til Berlinerfilharmonikerne.

Det er mig heller ikke spor vanskeligt ønske CHM tillykke med den nye hjemmeside – et begreb der var aldeles ukendt i ”min” tid. CHM – c’est moi? Det var vi en del, der kunne sige dengang i de sene 70′ere og tidlige 80′ere. CHM var simpelthen en livsstil, uforenelige størrelser i skøn forening. Det glæder mig, at den gamle forening fortsat er i live, ikke mindst er jeg imponeret over medlemsbladet Custos, der er både præsentabelt og læseværdigt – tak til alle dem, der har gjort det muligt!